Перевод статьи из датской газеты

Putins store bro til Krim skiller vandene forud for VM

Det er ikke de mange nye VM-stadioner, men den store bro til Krim, som er Ruslands mest omtalte anlægningsprojekt i øjeblikket.

På Kertj fodboldanlæg træner drenge i syvårsalderen. De håber med tiden at komme til at spille mod hold fra andre steder end Krim. Foto: Gregers Tycho

KERTJ – Fra Mitridad-højen kan Roman Kotelnikov kigge på to ting, der begge gør ham glad.

Mod øst ligger Krimbroen, den 18 kilometer lange faste forbindelse mellem halvøen Krim og Krasnodar-regionen på det russiske fastland.

På en solbeskinnet junidag knejser dens hvide dobbeltbue over havet i Kertj-strædet, hvor skibe på vej mod den ukrainske havn i Mariupol, nogle hundrede kilometer nordpå ved Azov-havet, krydser de færger, der stadig sejler tværs over farvandet med lastbiler og gods.

Fansene er trætte af hele tiden at se på de samme hold. Vi kan ikke få spillere udefra, og der er ingen kvalificerede dommere, så mange af kampene ender i protester.Roman Kotelnikov, direktør for Krim-fodboldklubben Okean Kertj DEL 
CITAT

»Broen kommer til at betyde utrolig meget for os,« siger Roman Kotelnikov, der er født i Sevastopol på det sydvestlige Krim, men har boet i Kertj, en by med 150.000 indbyggere på halvøens østligste spids, i to årtier.

Når han går over på den anden side af højdedraget, der ligger inden for bygrænsen, har han udsigt mod byens centrum, hvor man bl.a. kan skimte lystårnene og banen på Kertjs fodboldstadion.

Her spiller byens hold, Okean Kertj, som Roman Kotelnikov, direktør i klubben, har store planer for.

Fodbold har traditionelt været et populært tidsfordriv i havnebyen, der udover fragtskibe og færger også har haft en stor fiskerflåde, som engang var delvist oceangående – et faktum fodboldklubbens navn erindrer om.

»Krim er et sted, hvor man slapper af og holder ferie, men det gælder ikke Kertj. Her arbejder vi,« siger klubdirektøren ikke uden stolthed.

Det forsømte Krim

Fodbolden blev tidligt bragt til Kertj af sømænd og fiskere, der havde prøvet at drible med læderkuglen i fremmede havne.

»I Sovjettiden spillede klubben for fulde huse,« fortæller Roman Kotelnikov, mens han viser rundt på klubbens stadion med knap 8.000 siddepladser.

Her er man så småt i gang med at forny faciliteterne, der ellers generelt ser noget trætte ud: Græstæppet er blevet repareret, bag stadion har man åbnet en bane med kunstgræs, og i løbet af kort tid bliver træbænkene på tilskuerpladserne erstattet af plasticstole i Kertjs rød-hvide farver, og lystavlen udskiftet med en moderne skærm, lyder det optimistisk fra Roman Kotelnikov.

Han gentager det synspunkt, som mange her i Kertj giver udtryk for: At Ukraine i de 23 år, hvor landet kontrollerede Krim – fra uafhængigheden i 1991 til den russiske annektering i 2014 – helt forsømte at investere i regionen.

»Det er et faktum, at der ikke ville være noget fodbold her, hvis det ikke var for Rusland,« siger han.

Udover den store bro har Rusland også bekostet en større, og endnu uafsluttet, renovation af Krims hovedveje, man har bygget en ny lufthavnsterminal i hovedbyen Simferopol og to nye kraftværker.

Det har ikke været nogen billig fornøjelse – der tales om investeringer i omegnen af 100 mia. kr. frem mod 2020 – og ikke alle i Rusland er overbeviste om, at det giver mening at være så rundhåndet.

Men præsident Vladimir Putin, som forventer at gå over i historien som manden, der bragte Krim tilbage til Rusland, ryster tilsyneladende ikke på hånden.

Da Putin i den forløbne uge svarede på mere eller mindre aftalte spørgsmål fra russiske borgere i sin årlige tv-transmitterede seance, understregede han, at man trods de store udgifter til f.eks. brobyggeriet fortsætter med at investere og ikke har planer om at indføre brugerbetaling på den faste forbindelse.

»Broen til Krim forbliver gratis at køre på,« sagde præsidenten.

Fanget i vadestedet

Selv om Rusland er i gang med at forbedre de fysiske rammer f.eks. på stadion i Kertj, står både klubben fra havnebyen og Krims øvrige fodboldklubber dog over for et nok så alvorligt problem: For hvem i alverden skal de spille bold med?

De otte klubber i det, som kalder sig Krims Fodboldforbund, er nemlig fanget et sted i det geopolitiske vadested mellem Rusland, der mener, at Krim nu er en del af dets territorium, og så det meste af resten af verden, der insisterer på at halvøen folkeretsligt hører til Ukraine.

Det har sat Uefa, den europæiske fodboldorganisation, i noget af en kattepine. For holdene fra Krim hverken kan eller vil indgå i de ukrainske ligaer, og da regionen ikke er en del af Rusland – og ydermere pålagt en række internationale sanktioner – kan de heller ikke få lov at spille i den russiske turnering.

Derfor er holdene fra halvøen, som har ca. 2 mio. indbyggere, henvist til at møde hinanden i en turnering, der netop er færdigspillet for i år – med badebyen Jevpatorija på førstepladsen og Kertj som nr. seks af de otte hold.

I Kertj har man i høj grad mærket konsekvenserne af isolationen, erkender Roman Kotelnikov.

»Fansene er trætte af hele tiden at se på de samme hold. Vi kan ikke få spillere udefra, og der er ingen kvalificerede dommere, så mange af kampene ender i protester,« siger han.

På det gamle fodboldstadion Kerch er førsteholdet gået på sommerferie. Klubben spiller hverken mod hold fra Ukraine eller Rusland og har derfor dannet en liga med hold udelukkende fra Krim-halvøen.

Med den nye bro – der i 2019 også får et jernbanespor – på plads håber man, at man i fremtiden kan komme til at spille med nogle af de sydrussiske hold, der er baseret få hundrede kilometer væk.

«I dag er vi hverken i den ene eller den anden verden. Vi vil gerne spille i Krasnodar, Sotji og Novorossijsk, siger klubdirektøren.

Omgivet af fjender

Fra Anapa, den badeby på den russiske Sortehavskyst, hvor det danske VM-landshold ankommer mandag, er der bare 150 km til Kertj via den delvist nybyggede vejforbindelse A-290.

Da Jyllands-Posten tager turen, en hverdag tre uger efter at Putin åbnede broen som første chauffør på en stor russisk Kamaz-lastvogn, er der kun meget moderat trafik i begge retninger.

Højsæsonen på halvøen starter først midt i juli, og myndighederne håber på det bedste, men trods de store investeringer i infrastrukturen faldt antallet af turister på Krim betragteligt i 2017, og de tidlige tegn for årets sæson er ikke lovende.

Ifølge erhvervsavisen Kommersant har russiske flyselskaber skåret markant ned på antallet af flysæder til Krim i år.

Sidste sæson var der 2,7 mio. pladser på flyene til lufthavnen i Simferopol, men denne sæson er der kun 2,1 mio., et fald på over 20 pct.

De ukrainske turister, der udgjorde hovedparten af de besøgende på halvøen før 2014, kommer ikke længere, og for russiske turister er nyhedens interesse klinget af. Umiddelbart efter annekteringen blev det af nogle opfattet som noget nær en borgerpligt at besøge Krim, men kræsne turister fra de russiske storbyer bytter ikke Grækenland eller Kroatien ud med halvøens stadig noget anløbne hoteller og høje priser.

Faldet i turismen, som man håber broen kan ændre på, har været med til at øge fornemmelsen af, at man er omgivet af fjender.

»Hele verden er imod os, men alligevel har vi bygget vores bro,« sagde en af indbyggerne i Kertj til den russiske avis Novaja Gazeta i forbindelse med broens indvielse.

Ved Kertj-strædet falder fortællingen om trusler fra omverdenen i frugtbar jord:

»Kertj var i mange år en lukket by. Her kom ingen udlændinge,« fortæller en lokal borger.

”Sport er garantien for fred”, står der ganske vist på stadionet i Kertj – et sovjetisk slogan, som ikke er blevet fjernet – men realiteten er, at Rusland har oprustet kraftigt i området siden 2014.

Sideløbende har Kreml slået hårdt ned på enhver opposition på halvøen. Det er særligt gået ud over ukrainske og Krim-tatarske aktivister, der enten er fængslet eller gået i eksil.

At de lokale myndigheder ikke overlader noget til tilfældighederne, får Jyllands-Posten at mærke. Midt under interviewet med klubdirektøren ankommer agenter fra sikkerhedstjenesten FSB, forlanger at se dokumenter og stiller en byge spørgsmål, før de igen fortrækker.

Skiftende magthavere

Set oppe fra Mitridad-højen i Kertj kan alle de aktuelle politiske intriger omkring Krim godt tage sig lidt trivielle ud.

Her er man i gang med at udgrave oldtidsbyen Pantikapei, en græsk bosættelse fra år 500-700 før Kristus, og set i det perspektiv er de seneste fire års udviklinger kun en krusning på havoverfladen.

Den smukke halvø i Sortehavet har nemlig skiftet ejermand mange gange – efter grækerne, der kaldte stedet Tauris, kom romerne, og siden det Byzantinske rige. Italienske søfarere, mongoler fra stepperne i øst, tatarer, ukrainere og russere har alle haft deres tid.

Hvordan broen skriver sig ind i alt dette er et spørgsmål for fremtidige historikere.

Men i Kertj venter man, at den vil bringe både kortsigtede dividender – priserne på dagligvarer ovre på den anden side er 20-30 pct. lavere – og mere strategiske fordele. Der drømmes om virksomheder, der nu vil placere produktion her, og en af de lokale har lige frem hørt planer om, at Kertj skal gøres til en millionby.

Fra højdedraget ved vandet, hvor man kan kigge ud over både Sortehavet og Azov-havet, tager fremtiden sig fortrøstningsfuld ud:

»Kertj bliver nogle gange kaldt de to haves vogter. Den placering kan ingen tage fra os,« siger Roman Kotelnikov.